Suzette & Bjarne byder indenfor i det gamle Tinghus fra 1846, som gæstehus til hotellet på torvet 100 meter op ad gaden.

En statelig bygning med Lov & Ret embedet struttende ud af alle værelser, hall og trappeopgang.
Den gamle restsal på 1. sal oser at tidens domme på egnen. De dobbelte døre fortæller deres historie om tavshed, hemmeligheder og retslige opgør.

Tinghuset

Bygningshistorie

Det tidligere tinghus blev opført i 1845 og fungerede fra 1846 til 2007 som doms & retsbygning for retskredsen Brørup, Holsted og Vejen. Den er tegnet af arkitekten N.S. Nebelong, der i midten af 1800-tallet stod for opførelsen af en lang række toldbygninger, fængsler og andre offentlige bygninger. Endvidere stod Nebelong for en hel del restaureringsprojekter af kirker og herregårde i historicistisk stil. Nebelong tegnede blandt andet Holstebro Råd- og Arresthus i 1846, Nykøbing Mors Råd- Ting- og Arresthus i 1846, Københavns Amts Ting- og Arresthus i 1847, Fredensborg Ting- og Arresthus i 1857, og sammen med M.G. Bindelsbøll opførte han Nykøbing Sjælland Råd-, Ting- og Arresthus i 1868. Oprindeligt fungerede Holsted Ting– og Arresthus som arbejdsplads for herredsfogeden, der agerede som både politimester og dommer, og blev bistået af tingmænd. I selve arrestdelen var der i alt plads til 12 arrestanter. Placeringen af tinghuset i Holsted betød, at byen voksede betragteligt i årene efter opførelsen. Staten satte bygningen til salg i 2008, og herefter har den fungeret som privat bolig.

tinghuset

Tinghuset i Holsted er fredet. Sammen med 32 øvrige bygninger i Vejen kommune indgår den i landets mange fredede bygninger under styrelsens tilsyn. Slots & Kulturarvstyrelsen database indeholder oplysninger om ca. 9000 fredede og ca. 350.000 bygninger, som har fået vurderet deres bevaringsværdi af landets kommuner.